D. 21. oktober 2023
Lørdag
Lørdag morgen var meget uvirkelig. Vi havde, selvfølgelig, ikke sovet men bare ligget og snakket og kigget op i loftet.
Vi stod op, og det første vi gjorde, var at kigge ud af vinduet. Det var noget af et chok.
Vandet, som igår gik højere end diget, havde trukket sig tilbage, men det der var kommet ind på indersiden af diget, kunne ikke komme væk. Derfor var vandstanden i haven stadig temmelig høj.
Vi har en højtvandsmur rundt om huset, men den var ikke høj nok. Den er jo kun beregnet til at holde ekstremt meget regnvand ude. På billedet herover, kan man se at de øverste 20 cm. af muren er kommet fri af vand. den er ca. en meter høj. Parkeringspladsen, hvor bilen står, ligger noget højere, så vi håbede at bilen ikke havde taget skade. Den var druknet, og blev senere erklæret totalskadet.
Tonny havde, det meste af aftenen/natten sms’et med Dorte i Fiskerbyen på Korshavn.
Han havde fortalt at vi havde vand, både inde og ude og da vi stod op, ringede hun og hendes man Ronni til os. De stod nede i den ende af vores have hvor der ikke var vand. De ville vide om der var noget vi manglede. Ja tak, et par waders.
De gik hjem for at hente to par waders.
imens gik vi ned ad trappen, ned til vandet i stueetagen. Vandstanden inde i huset var steget i løbet af natten. Selv Tonnys brandmandsgummistøvler var ikke længere langskaftede nok til at han kunne gå rundt uden at blive våd. Alting flød rundt. Vi prøvede om der var noget vi kunne sætte i vandet som vi kunne gå på, for vandet var koldt. Vi kunne ikke finde noget, så jeg fik den geniale ide at jeg kunne hoppe ned i vandet. Hvor koldt kunne det lige være? Meget koldt, skulle jeg hilse at sige.
Ronni og Dorte kom tilbage med waders til os, og da vi var kommet igennem vandmasserne, fulgtes vi med dem hjem til kaffe og nybagte boller.
Vi måtte gå over marken, da vejen bogstavelig talt var væk. Man kiggede ud over vandmasserne og tænkte, “hvor pokker er det lige den vej ligger”?
Vi blev enige om at gå hjem, hønsene skulle fodres og vi skulle op på loftet til katten, og sørge for at hun havde mad og hvad dertil hører. Hun var allerede aftenen før, gået op og havde lagt sig på førstesalen.
Vi gik rundt i vandet, inde i huset for at se om der var mere vi kunne redde. Jeg åbnede døren til spisekammeret. Der lå skabsfryseren på ryggen. Mærkeligt som alting bare flød rundt. Jeg ledte efter et par sandaler som stod i gangen dagen før. Den ene var der stadig. Den anden fandt jeg i den modsatte ende af huset. Den var drevet rundt, til den ikke kunne komme videre. Tænk engang… Det føltes lidt som en lille sejr, når man endelig fandt det man ledte efter.
Vores havn var blevet smadret godt og grundigt, så alle der havde mulighed for at hjælpe var kaldt ud, men om eftermiddagen, da der ikke kunne gøres mere på havnen, kom Flemming fra gårdbutikken med traktor og brandpumpe, ganske uopfordret. Han havde hørt hvor galt det stod til.
Han pumpede indtil at vandstanden udenfor huset var lavere end indenfor. Først da kunne vi fjerne pladerne for dørene, så vandet indenfor kunne komme ud.
